Behovsstyring
Behovsstyrede varmepumper er i stand til at regulere kompressorens effekt til varmebehovet. Sålænge behovet falder inden for typisk 50-130% af mærkeeffekten, kan kompressoren drives kontinuert. Ved lavere behov vil kompressoren starte og stoppe som på øvrige varmepumper.
En varmepumpe, som arbejder kontinuert og ved lidt lavere temperaturer, bør have en højere virkningsgrad end en varmepumpe, som arbejder intermittent ved højere temperatur.
I forbindelse med luft-luft varmepumper, som produceres i millioner (primært til aircondition under varmere himmelstrøg) er teknikken særdeles veludviklet (der anvendes ofte inverter, dvs. DC teknik, frem for frekvensstyring), og der opnås højere virkningsgrad, og den beskedne merpris kan betale sig. Desuden er der en betydelig komfortfordel i behovsstyrede luft-luft varmepumper, idet de støjer en del ved fuld ydelse pga al den luft de skal flytte.
I forbindelse med jordvarme, som stadig produceres i langt mindre serier end luftvarmepumperne, benyttes ofte frekvensregulering, som er en god med stadig dyr reguleringsform. Selv om kompressoren er valgt med omdrejningsstyring for øje, er der stadig en tendens til at den arbejder bedst ved sit designpunkt (100%) og knap så godt ved højere og lavere omdrejninger. Fordelen ved behovsstyring kan desværre gå helt eller delvist tabt i frekvensomformning og forringet kompressordrift. I Energistyrelsens liste over energimærkede varmepumper er der således ingen frekvensregulerede varmepumper blandt de bedste jordvarmeanlæg til villabrug. Her betyder kompressorvalg samt optimering af kølemiddelkredsløb mere for den samlede ydelse.
Enkelte brugere rapporterer, at lyden fra frekvensregulerede varmepumper kan være generende dels pga. højfrekvent støj fra frekevensomformeren samt resonanser ved visse hastigheder.
Når pris og ydelse forbedres yderligere, vil flere producenter tilbyde behovsstyring.
Ved hjælp af en korrekt installeret buffertank, kan det altid sikres at en ikke-behovsstyret varmepumpe får tilpas lange drift- og hviletider (få starter) og således kører optimalt.